Siddende fra v/h: Erik Lausen, Kjeld Sørensen, Kirsten Lousdal og Vivian Pihl. Stående: Annette Arnkilde, Inge-Lis Madsen, Kirsten Holm Iversen, Marina Wijngaard og Carsten Kristoffersen.

Historiske huse

Kampestenslade ved Merløsegaard (foto MAW)

To bygninger i Tølløse fik den 5. oktober 2020 tildelt en plakette.

Det bedste valg er Højerslevs Maskinfabrik på Sofievej (og ikke elektricitetsværket – som Nordvestnyt skriver), som absolut er den mest markante bygning fra stationsbyens første år. Bygningen er fra 1902. Her konstruerede man et overfaldshjul med en diameter på 9.20 m til Hesle Mølle.

El-værket ligger ved siden af selve maskinhallen, og det må antages at være omfattet af præmien. Det er imidlertid ikke så velbevaret.

Sofievej som helhed er det sidste bevarede bymiljø fra stationsbyens tid som håndværkerby. Her ligger også den gamle smedje, som også kunne trænge til en kærlig hånd.

Den anden bygning i den gamle Tølløse Kommune, der er hædret med en plakette, er Tølløse Slot. Det er måske et lidt mere diskutabelt valg. Den nuværende hovedbygning blev genopbygget efter branden i 1942, og den er kun en skygge af det gamle slot. Plaketten vil forhåbentlig være med til at sikre, at de få historiske levn bliver passet også fremover. Her tænkes især på de seks fine sandstenshoveder over vinduerne, som kan føres tilbage til Peder Oxes byggeri. Hovederne blev efter branden i 1942 fundet som fyld i en nedlagt skorsten. Tre blev afleveret til Nationalmuseet. De formodes at være anbragt i skorstenen i 1770’erne, da Johan Thomas Neergaard og hans frue, Anna Jochumsen, ‘forbedrede’ slottet. – dvs. at alt, hvad der mindede om Nederlandsk Renæssance, blev fjernet med hård hånd.   Mere om slottet og dets bygherre og hans frue kan læses i Lokalhistorisk Forenings blad fra Efterår 2018.  

For at undgå yderligere forvirring omkring bygninger i foreningens arbejdsområde har Inge-Lis Madsen indvilget at fungere som kontaktperson til Historiske Huse.      

Tølløse Slot, loftet i Jagtstuen fra ca 1870'erne

foto MAW

Vinduesramme

foto MAW

Peder Oxe?

foto MAW

Slottet set fra Dyrehavevej

foto MAW

Peder Oxe og Mette Rosenkrants ejertavle

foto MAW

Højerslevs Maskinfabrik

Foto fra 2010, MAW

Elværket fra 1905

Foto fra 2010 MAW

Den gamle smedje på Sofievej

Foto fra 2015 MAW

Sandstenshoved fra Tølløse slot - 1942

foto Helge Andreasen

Tegning fra et interiør - Tølløse slot 1770'erne

Ledvogterhuse og banehuse

Banehus ved overskæringen Tølløsevej/Kvarmløsevej
(Tølløse lokalarkiv)

 

Talemåde: Det kræver ikke den store ledvogtereksamen!

Ledvogteren var en jernbanefunktionær, som oprindeligt havde til opgave at tilse en bestemt banestrækning. Ledvogteren  betjente bommene (med håndsving), når toget kom, skiftede signaler, og holdt trafik væk fra banen. Varsel blev givet først ved hjælp af den optiske telegraf, senere med den karakteristiske meldeklokke, og til sidst gennem linjeringning. Stillingen blev indført i anden halvdel af 1800-tallet i trit med det stadig voksende banenet. De første ledvogtere fik udsigt til en lille pension, havde ret til fri læge og en tjenestebolig til en meget lille husleje.  

Med tiden blev det ledvogterens hovedopgave at holde uvedkommende trafik væk fra sporet, især vejtrafikken, og vedkommende – der var også kvindelige ledvogtere - kunne godt få folk op i det røde felt, når bommene blev lukket for tidligt og blev nede for længe. Der er sikkert faldet  mange knubbede ord om ledvogterens begavelse!

Det var et ansvarsfuldt arbejde, og der skulle ikke nogen fejl til, så blev man afskediget og måtte flytte. 

Ledvogterfunktionen er for længst afskaffet og overskæringerne er enten sløjfet, har fået automatiserede bomme, eller er afløst af en bro. De fleste af os kan sikkert huske, hvordan ledvogterens  efterfølgerske i det uendelige kunne bræge sit budskab: Gå ikke over sporet, der kommer tog! Og det kunne tage flere minutter! De utålmodige sneg sig over sporet alligevel, for der var ingen ledvogter til at skælde ud!

Meldeklokken blev efterhånden erstattet med en linjetelefon, som var anbragt i et lille træskur langs med banen. Der kunne ledvogteren sidde i læ på en træbænk ved en kakkelovn. ( se billede fra Tølløse- overskæringen).

Ledvogteren kunne have yderligere beskæftigelse som banearbejder eller sæsonarbejder i skoven og så var det konen, der passede jobbet. Der fandtes et antal kvindelige ledvogtere, og indtil 1906 var de statsbanernes eneste kvindelige funktionærer.

Den sidste ledvogter, Ejner Christensen i Hinnerup, tjente i 1975 55.00 kr. om året, havde ret til 4 ugers ferie og fri hver anden lørdag/søndag. I et interview udtrykte han et beskedent ønske om, at han og konen kunne få lov til at blive boende i ledvogterhuset, når han snart blev pensioneret.

I en tid, hvor antallet af for- og efternavne var lidt begrænset, blev folk ofte identificeret med fornavn og profession: i Soderup havde vi Bom-Henri og i Skimmede Anna Banevogter. Og så var der Jens Ludvig (banehus Nr. 13), som skulle passe to led. Han kørte frem og tilbage ad sporet med sin dræsine. Men en dag - måske efter lidt for mange guldøl i anledning af et kgl. guldbryllup - glemte han  at fjerne dræsinen fra sporet, og så tog toget den hele vejen med til Vipperød. Og så røg bestallingen og dermed banehuset.

Ledvogterhuse og banehuse

Ledvogterhusene er de mest almindelige jernbanebygninger i det danske landskab. De første banehuse og ledvogterhuse var beskedne. Sidst i 1800-tallet blev der udarbejdet typetegninger, som blev anvendt først på Sjælland og senere også på Fyn og i Jylland. De katalogiseres efter det årstal, hvor statsbanernes arkitekter havde udarbejdet tegningen.[1] Sammenlignet med landarbejderes ofte usle bindingsværkshuse var der tale om solide murstenshuse med entre, stue, værelse og køkken og spisekammer, og ovenpå tørreloft og senere også værelse og kammer. Efter moderne standard var disse huse imidlertid små.  Model 1898 måler 42 m2.  Desuden var der et tilhørende udhus. Foran huset stod den karakteristiske meldeklokke. Denne model blev udført i gule mursten på en grå cementsokkel. Taget var dækket med skifer eller tagsten.  Træværket var malet københavnergrønt, en farve, som man foretrak på statsbanernes bygninger, måske på grund af dens holdbarhed.[2]  Model 1898 blev også opført i røde mursten med hvidt træværk. Det er helt klart, at disse huse ude på landet var en stor forbedring af boligstandarden. De indgik i velfærdsgoderne for de ansatte, sammen med retten til nyttehaver på Statsbanernes marginaljorde.

Ca 1915 kom der en ny typetegning, som oprindeligt blev udarbejdet til portørerne på Kystbanen, hvor personalet på grund af de høje huslejer i området havde svært ved at finde en bolig de kunne betale. Banen byggede  derfor disse tjenesteboliger i nær tilknytning til banen for at sikre personale til driften. Denne type er karakteriseret ved udformningen af taget, som trukket hen over det indbyggede udhus med vaskerum, brændselsrum og retirade. Derved sparede man areal uden at opførelsen blev dyrere. Gavltrekanten  krager  ud og er fremhævet. Den kunne være hvidkalket eller stå frem i røde mursten. Desuden kan der på gavlen ses et stiliseret vingehjul, som i den periode også dukker op på mindre stationsbygninger. Denne model blev imidlertid også anvendt til ledvogterhuse. Arkitekterne var Christian Brandstrup (1859-1937) og Holger Rasmussen (1871-1952).[3]

Placering i landskabet

I slutningen af 30’erne blev mange af disse huse moderniseret, hvilket sikkert har været tiltrængt efter mange årtiers brug. Kun få banehuse og ledvogterhuse er nu fredede eller erklæret bevaringsværdige, hvilket nogle af de velbevarede ellers nok fortjener. Mange er nu i privat eje, og kraftigt  ombygget, eller udvidet med tilbygninger. De har derved mistet deres særlige karakter, men deres beliggenhed ofte på åbent land ved en nedlagt overkørsel er der ikke til at tage fejl af.  

Ledvogterhuse ved Nordvestbanen

Banehusene ved Tølløse St. var en ældre model. Det var lave, gule murstenshuse, muligvis tegnet af de samme arkitekter, der tegnede Nordvestbanens stationer. Huset ved overskæringen på Tølløsevej/Kvarmløsevej måtte vige for Landmandsbanken og det ved Posthuset for posthusets udvidelse. Posthuset blev i øvrigt bygget på banens marginaljord. I og i nærheden af Tølløse St. havde bane- og ledvogterhuse nummer 10 med efterfølgende bogstav. I Lunderød lå Nr. 11, som blev overflodigt med opførelsen af broen. Ledvogterhusene ved Nordvestbanen repræsenterer for det meste model 1898. På strækningen Roskilde-Holbæk faldt nogle huse til offer for dobbeltsporet. Huset ved den nedlagte overskæring i Soderup/Hjertebjergvej er imidlertid velbevaret. Derimod må ledvogterhuset i Skimmede (Nr. 12) nu snart vige for elektrificeringen. 



[1]     Heinrich Wenck var i den tid ledende jernbanearkitekt.

[2]     Også kaldet ’jernbanegrønt’.

[3]     Disse huse beskrives i ARKITEKTEN. Meddelelser fra akademisk Arkitektforening, 4. jan. 1913.

 

 

 

 

 

Banehus 10? (Tølløse Lokalarkiv)

Model 1874

Ledvogterhus i Soderup (foto MAW)

Velbevaret.

Ledvogterhus i Skimmede nr.12 (foto Eilif Rude)

Står nu for nedrivning.

Broen fra 1921 ved Lunderød.

Erstattede en overkørsel

Skolenostalgi

Anskuelsesbillede -Efterår af Emil Krause (1871-1945)

Anskuelsesbilleder blev indført i undervisningen i sidste fjerdedel af 1800-tallet. De første serier var i lille format og noget gnidret og overfyldt.  De målte kun 34 x 42 cm. Der blev også importeret billeder fra Tyskland, som var den dominerende leverandør frem til 1. Verdenskrig.

I årene 1902-1904 udkom der en ren dansk serie på 10 billedplancher. Billederne kom i stort format  - 75 x 100 cm. Det var forlægger Ernst Bojesen, der stod for at bestille billederne hos anerkendte kunstnere, og kommunelærer Chr. Nielsen havde udarbejdet anvisningerne. Serien af 10 litografier udkom under betegnelsen Nordisk Forlags Anskuelsesbilleder.

Loven af 24. marts 1899 om undervisningen i de enkelte skolefag blev grundlaget for cirkulæret af 6. april 1900. Cirkulæret anbefalede anskuelsesundervisning i de første klasser. Ved samtaler, fremvisning af virkelige genstande og senere tegning på tavlen og vægbilleder skulle læreren  styrke barnets sansning og forestillingsevne og øve det i at fortælle om hvad det havde iagttaget.

De ti plancher viste livet i en stor by ( helt sikkert København)! Udsigt over en Købstad, Landsbyen, På Landet, Ved Stranden, I Skoven, og de fire årstider. De viser livet i begyndelsen af 1900-tallet. Meget er forandret siden da.  

Disse billeder med deres store format og klare farver blev den gang erklæret for ’de allerbedst tænkelige’.

På billedet I Skoven er det efterår, for skoven i bagrunden står brunt, rønnebærene er røde, en morlille slæber på et læs brænde, skovarbejderens hund driller et pindsvin, de to skovarbejdere saver og flækøksen står op ad stammen. Og selvfølgelig er der en runddysse, en jæger og noget vildt i det fjerne. Der er rigeligt at fortælle om!    

 

Boganmeldelse

Museum Vestsjælland har udgivet en stor bog om besættelsestiden i Holbæk Amt.

Dan Ch. Christensen: Et Danmark i splid med sig selv. Holbæk Amt besat og befriet

Bogen er måske lidt vel tungt til natbordslitteratur, men den er flot indbundet, trykt på glittet papir og med mange skarpe billeder. Den omhandler personer og hændelser fra Holbæk Amt, men det hele ses i lyset af den overordnede samarbejdspolitik fra tre første krigsår, som derefter blev videreført af embedsmændene.

Materialet er opdelt i kapitler, der hver behandler et bestemt emne: f.eks. Frikorps Danmark eller Schalburgtage. Rent sprogligt er bogen ikke altid nemt tilgængelig. Vi er jo ikke længere forvænt med et grammatisk korrekt dansk sprog! Men er man kommet i gang, er den en nydelse og det er svært at lægge den fra sig! 

Som indvandrer fra et land, der satte sig imod Hitlers invasion fra starten og fik konsekvenserne at føle,  har undertegnede altid haft svært ved at forstå Danmarks position i krigsårene. Det lød så godt, at regeringen ikke havde ønsket at ofre menneskeliv på et forsvar, som alligevel ikke havde kunnet redde Danmark fra besættelsen. På den anden side opstod der ved den fredelige overgivelse en splittelse mellem den del af forsvaret og navnlig søværnet, som ville have kæmpet, og den øverste ledelse, der var imod sabotage og fulgte regeringens ordre.

Her er oberst C.D.O. Lunn, som i de første krigsår var chef for Holbæk kaserne, en markant skikkelse. Han parerede ordre, men på sin egen måde, og bidrog til at sprede modstandsviljen. Han skrev bl.a. en instruktion om guerillakrig og gadekamp, noget der ikke indgik i det traditionelle officerspensum, men i høj grad var relevant for modstandsbevægelsen.

Forskellige personers overvejelser og valg truffet for og imod modstandsbevægelsen i et splittet land er gengivet – nogle gange ud fra deres egne biografier. Bogen forholder sig bestemt ikke ukritisk til visse personers valg og heller ikke til retsopgøret, og er heller ikke blind for den forvirring, som der ved samarbejdspolitikken blev skabt i befolkningen.    

Dan Christensen og hans mange medarbejdere har skrevet en fantastisk god bog, som giver indblik i konsekvenserne af denne splittelse for samarbejdet eller snarere mangel på samme mellem den aktive modstandsbevægelse, der dannede sig nedefra i de civile kredse med hjælp fra bl.a. yngre officerer og underofficerer, og den slumrende forsvarsbevægelse, som hærens øverste ledelse skabte i ren kommunistforskrækkelse og som skulle træde til, så snart krigen var slut.

Køb den eller lån den eller forær den til en, der er interesseret i vores lokalhistorie!

Marina Wijngaard

Sten fortæller historie

Mindestenen i Kr. Eskilstrup

Sten som mindesmærke har en lang tradition, og de fortæller en historie.På kirkegårdene forsøger man at bevare de gamle gravsten, selv om graven efterhånden er sløjfet.  Men disse gamle sten er i fare. De er nemlig langt fra alle fredede. Man placerer dem gerne op ad kirkegårdsmuren. Her er kirkegårdene i Tølløse og Soderup er godt eksempel. Også i landskabet  findes der mindesten i vores område, og ofte går vi bare forbi uden at tænke nærmere over dem.

Derfor herved et billede fra Kr. Eskilstrup, hvor der står en mindesten for befrielsen. Det lille anlæg er måske lidt trist, klemt ind mellem to veje og jernbanen, men det bliver holdt, og stenen er holdt fri for lav og anden bevoksning!

 

   

Genforeningsstenen i Tølløse

Genforeningssten

Den private genforeningssten i Kyringe (Tølløse Lokalarkiv)

I Grænseforeningens register nævnes der i Holbæk kommune kun tre genforeningssten.

(jvf. grænseforeningen.dk)

Der er imidlertid ud over de offentligt tilgængelige sten også genforeningssten på privat område. Disse er normalt rejst af jordloddens daværende ejer.

I Tølløse Lokalarkiv har vi et billede af tømrer Jens Nielsen og hans fine sten på privat grund i Kyringe.

Den er ikke med i registret, og det er ikke klart, om den fortsat findes. I så fald skulle den stå i haven på Kyringevej 41.

Tekst på stenen: "Sønderjylland / 1920 / Tiden er kommen vi vil hjem". Dertil to dannebrogsflag.

Jens Nielsen var meget nationalt orienteret. Stenen og inskriptionen havde han selv udformet, og den var rejst i hans have.
Han mente selv, han ville blive 100 år, men døde, da han var højt oppe i 80'erne og blev begravet på St. Tåstrup Kirkegård. Han ønskede at blive stedt til hvile i sin egen have, men det kunne ikke tillades.
I mange år arbejdede han for den store tømrermester i Ordrup, Niels Pedersen, der bl.a. byggede meget på herregårdene.
Oplysninger er givet af skomagermester Frederik Petersen, Ugerløse, der var født i Kyringe.

Arkivet har desuden fået oplysning om endnu en privat genforeningssten, som ligger i en have i Tølløse.

Den måler ca 60 x 40 cm. og er på sit højeste punkt ca 30 cm over terræn. Indskriften en fin dato og årstal. Lidt mindre tydeligt, men helt sikkert ses omridset af et dannebrogsflag øverst.

Den antages at være rejst af Niels Peter Jensen og hustruen Kristine (f. Jørgensen), der i 1913 byggede Børnehjemmet Solvang på Villavej 11. (se mere om Solvang på Lokalarkivets opslag på facebook af 11. februar)

Ejeren af Villavej 11 har nu tilmeldt stenen til Grænseforeningens register – og derved bliver den fredet sammen med de nu 670 genforeningssten.

 

En kongelig hædret tyr

Til audiens hos kongen

I tyverne fandtes der på Højagergaard i Ringe en meget kendt avlstyr med navnet Højager. Blandt Højagers afkom var den berømte avlstyr Højager Nakke. Det lykkedes gårdejer Peter Hansen på Borggård i Nakke ved Rørvig som formand for et konsortium at købe unge Højager for 5000 kr. kontant. Højager Nakke var med til at give Borggård-besætningen størst betydning for den sjællandske kvægavl. Den besatte i en årrække fløjpladsen på det sjællandske fællesskue, og i 1930 tildeltes Højager Nakke H. M. Kongens ærespræmie ved jubilæumsskuet i Fælledparken.

I slutningen af 30erne kunne en fjerdedel af arveanlæggene hos landets røde køer føres tilbage til Højager Nakke.

Højager Nakkes skelet er udstillet i Veterinær samlingen.

Hvorfor skrive om Højager Nakke? 

Fordi den gamle skovfoged i Mølleskoven i slutningen af 30'erne købte en fin kvie, som gav fantastisk fed mælk i rigelige mængder, og hun var en efterkommer af Højager Nakke.

Tyren blev så berømt, at 'Højager Nakke' kunne bruges som øgenavn for en ung fyr, der var lidt vel meget om sig!  

 
 

Tilbage til Dyrehaven?

Dyrehaven 1816

Hvad dækker navnet?

Den del af Tølløse skov, som kaldes Dyrehaven, har i gammel tid været et indhegnet overdrev.  Det er markeret med nr. 2 i folderen af Sporet ved Tølløse Skov. Det er et område med selvsåede træer og nogle mindre grupper gamle eg og bøg. Jf. sognekort fra 1816,  matr. Nr. 1B  markeret som åben skov – overdrev. Området syd for Dyrehaven matr. Nr. 2A er på de gamle kort ikke markeret som skov, hvilket tyder på, at det har været græsningsareal.  Nederskoven derimod er markeret som skov. Dyrehaven blev formentlig etableret af Johann de Neergaard i forbindelse med hans modernisering af slottet og det nye parkanlæg. Den blev indhegnet i 1870'erne  af den jagtglade lensbaron. Her havde man råvildt og kronvildt. På kort fra 1861 er området syd for Dyrehaven fortsat mark (mark XIII), men herefter skifter det status til fredskov. På kort fra 1934 er både Dyrehaven og skoven ned til Skovfogedhuset, også kaldet Nederskovhuset, markeret som fredskov, og navnet Dyrehaven synes nu at omfatte samtlige matr. numre. Tølløsegårdens jagtglade grever har været flittige til skovrejsning, bl. på Grøntved Overdrev. Den nuværende Hundeskov hed i tidligere tider Kuskefolden eller Kuskeskoven. 

I øjeblikket arbejdes der på et skov- og enggræsningsprojekt i Dyrehaven. Det går ud på, at skoven indhegnes og en lille flok Anguskvæg får lov til at gå frit rundt i skoven. Der vil i den forbindelse blive ryddet op og fældet i visse dele af skoven og navnlig rødgranerne for at skabe flere områder, hvor lyset kan trænge igennem til skovbunden. Der bliver oprettet adgangsled, som skal sikre offentlighedens uhindrede adgang.

Dyrene vil få et læskur og et vandingssted. Lignende projekter kendes fra bl.a. Ods herred.

Miljøstyrelsen har godkendt projektet. 

Projektet blev forelagt Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen i august. 2019. Bestyrelsen mener, at det er et godt projekt, som vil give borgerne en smukkere og mere åben skov.

Sporet ved Tølløse Skov skal dog muligvis justeres lidt. Beskrivelsen går tilbage til 1990'erne og 20 års skovvækst har ændret noget på forholdene. 

 

Kaninskoven i Tølløse

Et ungt egetræ overlevede, men bemærk de buske, der bare er kørt flade. (foto MAW)

Er Kaninskoven fredskov? Det kan man spørge sig selv.

På det ældste disponible billede af Tølløse Station kan man se, at der er tale om en nybeplantning af skråningen op til Kvarmløsevej.

Den har så fået lov til at springe i skov, og kun et par af de største træer fra 1917(?) har overlevet. Dvs. indtil for nylig, da Banedanmark Anlæg  Øst sendte en flok mænd med store maskiner afsted. Resultatet blev det, som i skovloven kaldes: skamhugning, hvilket ikke er tilladt i fredskov. 

Vi kan kun håbe, at der kommer nogle andre mænd/kvinder, der rydder op og planter nyt i det store hul.  

Kaninskoven var det sted hvor de unge mødtes. Vistnok også i mørke ... Der var liv og glade dage. Til Påske blev der trillet æg. Kaninskoven opfyldte nok de behov, som navnlig børn og unge har for en mindre 'trimmet' legeplads. Og det benyttes stadigvæk til leg på trods af Banedanmarks hærgen. (se slideshow)

Hvorfor det hedder Kaninskoven? Hvis nogen har en bedre dokumenteret forklaring end den, der gives under Hvem, hvad, hvor, hører vi det gerne! 

 

Børns hytte i Kaninskoven (foto MAW)

Fagfolk?

Ja, der var rådne træer...

En række på fire gamle træer, der overlevede

Her var der til gengæld foretaget skamhugning

Tempelkrogen Nord 2019 (foto Ejlif Rude).

Dæmningens navn er Asserholmdæmningen og skal ikke forveksles med Elverdamsdæmningen.
Man kan gå hele vejen rundt om vådområdet. Det er en tur på 5 km. Øverst i billedet yderst til højre skimtes Tempelhuse. Næsten midt i billedet ses Lommestenen.

Tempelkrogen

Højtidelig indvielse af broen over Elverdamsåen.
(foto: MAW)

 Vådområdet Tempelkrogen officielt indviet.

Den 13. maj blev Tempelkrogen Nord officielt indviet. De mange deltagere kom spadserende eller på cykel både fra Ågerup- og fra Ordrupsiden. Der blev sunget en lille sang specielt digtet til lejligheden, og derefter holdt Lejres borgmester, Carsten Rasmussen, og John Harpøth, viceborgmester i Holbæk, en tale. De var begge to meget glade for det gode samarbejde mellem deres to kommuner. Der blev henvist til de store fordele ved at begrænse kvælstofudledningen i Isefjorden. EU havde bidraget med 75% af udgifterne. 

Borgerne har nu fået et flot naturområde, hvor de kan observere fugle eller bare nyde den smukke udsigt over landskabet. Også flora og fauna vil nyde godt af den store lavvandede sø bag dæmningen fra halvtredserne. Der var allerede observeret mange forskellige fuglearter i området.  

Navnet 'Tempelkrogen' er enestående. Dansk Stednavneforskning  siger intet om det. Men det forlyder, at det stammer fra tiden efter Reformationen. Munkene på Munkholm var fordrevet fra deres lille kloster og en lille katolsk menighed skulle derefter have bygget en lille trækirke (tempel) på Asserholm, hvor de fortsatte med at holde messe.

Det brød Roskildebispen sig aldeles ikke om. Han sendte sine mænd afsted og det lille tempel blev brændt ned.

Det skal verificeres, men navnet beholder vi.

 
  • Udsigt mod Tempelhuse (foto MAW)

  • Udsigt mod sydvest (foto MAW)

  • Broen over Elverdamsåen (foto MAW)