Julekalender

Troldehoved på Vestervig kirke (foto MAW)

9. december – Dagens navn er Anna, jomfru Marias mor.

For den mere jordbundne bonde var den 9. december dagen, hvor den stærkere juleøl skulle brygges.

Et lille sagn fra Langeland beretter om en gård ved Fribjerg Banke. I banken var der vætter. En dag kom den gamle vætte ind til konen på gården. Der var født en lille ny troldunge i højen, og der skulle være barselsgilde, men de havde ikke fået brygget i tide. Nu ville han gerne låne noget øl. Konen viste ham øltønden og sagde at han bare kunne tage, hvad han havde brug for. Så tog han til hendes forbløffelse hele den fyldte øltønde på nakken og gik. Nogen tid efter stod øltønden igen på plads i bryggerset fyldt med øl af meget bedre kvalitet end det, vætten havde lånt. Se, det var julebryg, der ville noget!

Morale 1: det kan svare sig at være god ved sine naboer, uanset om de måske er lidt mærkelige.

Morale 2: når man låner noget, må man give det tilbage. 

(efter Mads Lidegaard, Danske Folkesagn)

Ærkeengelen Gabriel - et kirkevindue i Missionskirken i San Francisco (foto MAW)

8. december – Mariæ undfangelse

Det er en af de syv vigtige dage i kirkeåret, som hører jomfru Maria til. På primstaven er disse dage markeret syv gange med en Maria-krone. I året 1439 besluttede den katolske kirke, at den 8. december var datoen, hvor Jomfru Maria blev undfanget uden nogen jordisk mand havde en finger med i spillet. Hendes forældre, Joakim og Anna, havde været barnløse i mange år, men omsider fik Anna en åbenbaring og så fik de en datter.  Anna lovede at barnet skulle være en Guds gave og tjene Gud alle sit livs dage. Da lille Maria var tre år gammel, blev hun sendt til templet, hvor hun skulle blive indtil den giftefærdige alder. Det var den gang 12 år. Ypperstepræsten Zakarias tilkaldte da alle ældre enkemænd og blandt dem blev Joseph udpeget til at tage vare på den uplettede jomfru for Herren. Han installerede hende i sit hus, og derefter tog han på arbejde, for han var jo tømrer ….(efter H.F. Feilberg, Jul

Mosekonen brygger - Tysinge mose (foto MAW)

7. december – Trolde og elverpiger

Der dannes tåge og dis, navnlig ved fugtige steder, ved åer og moser. Og disse tåger blev kaldet mosekonens bryg. Man så elverpiger, der dansede mellem elletræer. Og de var farlige, for de ville lokke unge mænd i uføre. Ordsproget siger: 'Ellepigen er fortil dejlig og from – men bagtil er hun hul og tom'. På katedralen i Strasbourg er der en statue af en sådan 'ryggesløs' kvinde.

Fra mange broer og vadesteder kendes der sagn om åmanden, elverkongen eller en trold, der kræver afgift af de passerende.

Næsten værre endnu var helhesten, en gustenbleg, trebenet krikke, som kunne blive længere og længere og tage flere og flere på ryggen, for derefter at lade dem falde af og drukne dem i åen.

Området ved Elverdamskroen har i gamle dage været meget vanskeligt og farligt at passere med søer og moser og dybe hjulspor.  Åen var i middelalderen en bred og flommende strøm, som var sejlbar fra Tempelkrogen og helt frem til Aastrup. Stedet bliver i de gamle kilder kaldet Ellebro eller Ellebro Dam. Her har utvivlsomt holdt ellefolk til blandt gamle stubbe af rødel med mange skud, også kaldet elletrunter.

Skt. Nikolaj og tre sømænd eller tre børn
(foto MAW)

6. december – dagens navn er Nikolaj

Nikolaus var bisp i Smyrna. Han er sømændenes og børnenes skytshelgen, og det lyder godt, men han tog sig også af de vejfarende og tyveknægte. Ifølge sagnet reddede Skt. Nikolaus tre små børn, som var blevet slagtet og nedsaltet af en ond krovært. Da han fik kødet serveret, kom han til at tage en bid af det ene barns skulder, men så blev han meget vred. Han kunne åbenbart smage, at det var menneskekød! Så da han vakte dem til live igen, fik den yngste dreng en sølvplade i skulderen. Kroværten fik selvfølgelig sin velfortjente straf.

Historien beror nok på en fejlfortolkning. Tre sømænd i en båd kan godt ligne tre drenge i et sulekar.

I en anden udgave af sagnet redder han tre fattige jomfruer fra at blive solgt til et bordel. Deres far mente ikke, at han kunne brødføde dem længere og han havde heller ikke råd til brudepenge. Den gode helgen kastede tre guldæbler ind til dem, og så opgav deres farmand sit usle forehavende.

For små hollandske og østrigske børn er det fuldstændigt indlysende, at Skt. Nikolaus rider over tagene på sin hvide hest. Hans sorte tjener kaster gaverne ned gennem skorstenen, og smutter selv ned for at hente de gaver i form af en gulerod og lidt hø til hesten, som er sat frem. Begynder man at sætte spørgsmålstegn ved det, er man blevet voksen og kedelig.

Vejret skal helst være godt på denne dag, for Nikolajvejr giver hele decembers vejr. I Holbæk, som i mange andre havnebyer, er der en Nikolaj Kirke, for Skt. Nikolaj havde en fantastisk evne at få en storm på havet til at lægge sig. Meget er blandet sammen i Skt. Nikolaj legenden, men den gode helgen har helt sikkert lånt et par af Odins og den vilde jægers egenskaber. Så var han nemmere at acceptere for de nylig omvendte skandinaver. 

To gamle speculaasformer (foto MAW)

5. december – Skt. Nikolausaften

Skt. Nikolaus aften er først og fremmest børnenes og de barnlige sjæles fest, og der fejres på livet løs i Holland, Belgien, Nordfrankrig, Østrig og de sydlige Tyskland. Der synges velkomstsange til den gode helgen. ’Kære Skt. Niklas, kom dog indenfor med din hest….!’ Man giver hinanden gaver, og til de voksne i Holland skal en gave helst være ledsaget af en omgang knækprosa, hvor man evt. kan drille modtageren med hans/hendes mindre heldige egenskaber. Og digtet skal læses højt! Der lægges megen fantasi i gaveindpakningen – tit ender en kæmpe pakke med at indeholde en meget lille fjollet gave. Der spises slik og speculaas, som er små flade kager i form af dyr, julemænd og meget andet. De minder lidt om peberkager, men med mandler og særlige krydderier, herunder revet muskat. Oprindeligt skulle en bagersvend selv snitte sine småkageformer. Det lykkedes ikke altid lige godt, men ægte gamle speculaasformer er et samleobjekt. Og selv om Skt. Nikolaus har en hvid hest, er det ikke usandsynlig, at du den 5. december om aftenen kan møde ham i Amsterdam på damecykel med Sorteper, hans tjener på bagagebæreren.

Et særlig fænomen - englehår i skoven. (fotoRegina Vastenhout)

4. december – dagens navn er Barbara

Barbara var en unge kvinde, som levede i Nicosia (Lilleasien) i 300-tallet. Hendes far var bestemt ikke kristen og hidsede sig gevaldigt op over hendes omvendelse. Hun blev låst inde i et tårn, og der sad hun i flere år. Hendes symbol er et tårn, som hun bærer på hånden eller som står ved hendes fødder. Hun fik udvidet antallet af vinduer i sit fængsel til tre som symbol for Treenigheden. Det gjorde farmand endnu mere ophidset. I øvrigt er det for de ortodokse kristne ikke et tårn, men et bedehus, hvor de kristne kunne mødes. Det lykkedes Barbara at flygte fra sin far og hun skjulte sig i en grotte. Derfor er hun minearbejdernes, men også murernes og andre håndværkeres skytshelgen. Til sidst blev hun halshugget af sin forstokkede far og derved blev hun martyr for sin tro. Faren gik det ikke godt. Han blev ramt af lynet og der var ikke én knogle tilbage af ham – det var vel som fortjent. Man påkaldte Skt. Barbara, når man havde høj feber, eller ved angst for en brat død, navnlig lynnedslag. Hun kan ses på et kalkmaleri i Ågerup kirke. Billedet er fra et sted i en skov .....

Svend Tveskæg på Bayeuxtapetet.

3. december – dagens navn er Svend

Svend er et gammelt og fint drengenavn. Oprindelig betød det ’ung mand’, ’medhjælper’, eller ’tjener’. Og i den betydning bruges det i svenske runeindskrifter. Det blev i Danmark allerede i vikingetiden brugt i kongeslægten. Svend Tveskæg var nu ikke ligefrem en god søn. Og særlig kristen var hans adfærd heller ikke. Det fjerde bud med ’du skal ære din fader og din moder …’ tog han ikke særligt tungt. Han fordrev sin far – Harald Blåtand, som ellers pralede af at have gjort ’danerne kristne’, men sønnike var åbenbart ikke helt med på den. Det tog også sin tid med at overbevise danerne. Folk gik med både torshammer og kors. Det er altid godt at være på den sikre side, for man kan jo ikke vide, om man bliver ramt af lynet.

 

Hellig Olaf på våbenhuset til Olsker rundkirke på Bornholm (foto MAW)

2. december – dagens navn er Bibiana

Bibiana lader til at være en af de mange helgener med en meget lokal tilknytning. Hun synes at have været god ved børn, da en børneorganisation har taget navn efter hende.

De første martyrer blev spontant anerkendt som helgener af de første kristne. I Middelalderen gik det ofte lidt anderledes til. F.eks. Olaf den Hellige var en stridsmand for herren. Hans symbol er en stridsøkse. Ikke noget med at vende anden kind til! At hans fremgangsmåde ikke var særlig tolerant, har åbenbart ikke haft betydning. Knud den Hellige var heller ikke en tøsedreng, men han blev dræbt foran alteret i Albani Kirke, og så bidrog munkene fra Albani kirke kraftigt til hans ry som helgen, varmt støttet af hans bror Erik Ejegod. Nu ville vi kalde det valgpropaganda. At dræbe i kirken og navnlig foran alteret var helligbrøde!

Først i 1700-tallet begyndte den katolske kirke at kræve bevis for dydig livsførelse og mirakler.

Seneste dansker, der er helgenkåret: Niels Steensen.

1. december – dagens navn er Arnold

Nybydyssen (foto MAW)

Da vætter og nisser blev til

Engang forsyndede nogle af englene sig mod Gud, og derfor styrtede han dem ned fra himlen, og de blev til alt det troldtøj, som findes.

Nogle faldt på høje og banker, og de blev til bjergfolk.

Andre faldt i moser og blev til ellefolk.

Endelig faldt nogle i gårde, og de blev til nisser.

Men smådjævle er de alle sammen.

(Mads Lidegaard, Danske Folkesagn)

Disse smådjævle og troldtøj boede gerne i dysser og høje. Tæt ved Nyby ligger der på marken to dysser i nærheden af en nu forsvunden landsby, Egerup. Landsbybeboerne var ekstremt plaget af al den larm troldtøjet i dysserne lavede – dysserne stod nærmest på gloende pæle hver nat. Præsten forsøgte at mane de uheldige naboer væk, men de insisterede på at blive boende. Til sidst blev landsbyen nedlagt, og folk flyttede til en ny by, Nyby.