Sjov i gaden i Merløse! (foto MAW)

Stolt håndværkertradition (foto MAW)

Den store købmandsgård fra 1910. (foto MAW)

En gang var her hotel! (foto MAW)

Stendiget fra den sidste firelængede gård (foto MAW

Krønike om årets gang i foreningen - referater fra de forskellige foredrag og udflugter

Den gamle møllegaard

Byvandring i St. Merløse

Der var 25 medlemmer af Lokalhistorisk Forening, der deltog i byvandringen i St. Merløse den 14. juni. Ejgil Piil Petersen have tilrettelagt en fin tur gennem den oldgamle landsby, som blev stationsby med Høng-Tølløsebanens åbning i 1901. Den lå i øvrigt på diligenceruten fra Holbæk til Ringsted.

De fleste kører blot udenom byen, og ser ingenting. Andre kører måske til elektrikeren ad bygaden, men ser kun gavle og modkørende. Det er ved en rolig byvandring, at man får øje på byens kvaliteter.

Gavlene har alle en historie: de fortæller om en bygade med mange forskellige forretninger og butikker og et livligt handelsliv. Gavlene har mange sjove bygningsdetaljer fra en tid, hvor murerne lavede kunstfærdige udsmykninger, og tømrerne brugte udskæringer. Der hele tre tårne i byen! Og bag husene skjuler der sig dejlige grønne haver. Visse steder er der åbne plæner, hvor der tidligere har ligget større ejendomme, som nu er forsvundne. Men de er med til at gøre St. Merløse til en grøn by!

Ejgil fortalte levende om husene og ind i mellem fik han lidt ekstra oplysninger fra et par af de lokale Merløse borgere! 

Aftenen sluttede i Aktivitetshuset Møllevang med smørrebrød og kaffe med kage!

Flere benyttede lejligheden til at få en rundvisning i det nu nedlagte plejehjem.

Vognporten (foto MAW)

Referat fra udflugten til Kongsgaarden i Vester Broby

den 12. maj.

36 deltagere

De fremmødte blev vist rundt af Leif Petersen og Carl-Christian Bringgaard, henholdsvis tidligere formand og næstformand/sekretær af bestyrelsen for ”Lone og Ejler Kjær Larsens Fond”, som ejer gården. Lone og Ejler Kjær Larsen var de sidste, der boede på gården, en gammel firlænget gård, som ligger smukt i istidslandskabet tæt ved Suseåen. Kongsgaarden er den største gård i Vester Broby. Den kan spores langt tilbage i Middelalderen og navnet kommer af, at konger har taget ophold på stedet.

Tidligere har den ligget lidt længere væk fra landsbyen, men i begyndelsen af 1800-tallet blev den flyttet til det nuværende sted. Tre af længerne står frem i hvidkalket bindingsværk efter sjællandsk tradition.  Tavlene er opfyldt med vendreværk og lerklinet, eller med ubrændte soltørrede lersten. Tdligere havde gården stråtag, som det kan ses på ældre billeder, men udskiftning med fast tag har sandsynligvis været med til at bevare bygningerne.

Den fjerde længe, som lukker gårdspladsen på 800 m2 med pikkede brosten, er en kampestensbygning fra 1868. Indretning af kostalden og hestestalden er den oprindelige. I kostalden kan man se, at tidligere tiders køer har været ’kortere’.  Loen er lavet om til mødelokale, og et såkaldt ”Svellehus”, et pakhus fra Sorø station, som fungerede som svinestald, er nu ligeledes indrettet til en mødesal med god akustik.  I den store lade opbevares de gamle landsbrugsmaskiner, hvoraf flere kommer i brug ved forskellige arrangementer. Der er indrettet publikumsfaciliteter, heriblandt enkle overnatningsrum i form af indendørs shelters med tekøkken og bad. Gården ligger på lokale vandreruter og på vandreruten fra Lapland til Athen!

Det er forbløffende, at stuehuset har overlevet de store gårdejeres tendens til at nedrive og genopbygge nye hovedlænger i røde mursten. Huset står uberørt, sådan som Lone Kjær Larsen boede der indtil sin død i 2006. Siden da har fondens bestyrelse og Kongsgaardens Venneforening bestræbt sig på at gøre gården til et regionalt natur-, aktivitets- og kulturformidlingscenter med fokus på mennesket og livet på landet i midten af 1900-tallet.

Leif og Carl-Christian fortalte underholdende om de sidste ejere, om gårdens historie og om bestræbelserne på at få den gamle gård til at fungere som et levende gårdmiljø og medspiller i kulturlivet. Da fonden overtog gården, var den gældfri og havde en formue på 3 mio. Realdania støttede indretningen med et tilsvarende beløb som et led i kampagnen for at genanvende bevaringsværdige nedlagte gårdejendomme.  Driften finansieres bl.a. ved forpagtning og udlejning af jorden. Fonden er helt uafhængig og får ingen støtte fra Sorø Kommune.

Besøget blev afsluttet med en havevandring, fulgt af en kopiøs frokost og kaffe og kage i Svellehuset.  Derefter lokkede det smukke forårsvejr mange deltagere ud på en spadseretur ned til åen og til ruinen af den gamle vandmølle.

Referent:

Marina Wijngaard

 

Hyggesnak i solen (foto MAW)

Laden

Fra kostalden (foto MAW)

Kongsgaarden fra luften

Konstruktion (foto MAW)

Referat fra foredragsaftenen den 12. april 2018.

50 deltagere

Skipper Finn Sylvest Jensen : ”Fra jetpilot til søskipper”. En utrolig veloplagt 80-årig foredragsholder fortalte sine mange spændende og spøjse oplevelser som barn og voksen.

Finn Sylvest Jensen blev født i Hillerød 1937, hvor han sammen med sin moder måtte leve under fattige forhold, idet hans far havde forladt familien - dog kun 8 km væk, men Finn har aldrig set ham. Han fik hurtigt en ny far, da en mælkemand flyttede ind. Ham hjalp Finn med at køre mælk ud, men mælkemanden døde efter 5 år. Næste mand i lejligheden var en politimand, som dog kort efter blev taget af tyskerne under besættelsen og sat i tysk koncentrationslejer. Han og moderen flyttede nu til Hørsholm i en lille lejlighed på 27 m2, og det var ikke hver dag, der var 3 måltider på bordet.

Som niårig lærte han at tjene sine lommepenge ved, at være caddy for de ”rige” golfspillere og herigennem lærte han mange af de fine borgere at kende, kongelig og ikke mindst store erhvervsdrivende som Lauritzenfamilien, Monberg Thorsen m.fl. Som mindreårig måtte han kun gå 9 huller og fik 2,50 kr. for dette, som noget ældre måtte han gå 18 huller og tjente 5,00 kr. pr. runde. Han kunne nå flere runder pr. game og bar ofte 2 golftasker af gangen, så efterhånden tjente han et pænt beløb, som han sparrede sammen, indtil moderen uden Finns viden, havde brugt langt de fleste af hans penge.

Han tog dog en realeksamen, så han var nogenlunde rustet til en kommende uddannelse.

Drømmen hos drengen var enten at blive søkaptajn eller luftkaptajn. Skibsreder Lauritzen lod ham påmønstre et af hans skibe, som sejlede en rute fra Finland til Manchester. Det blev til en måned og 4 dage på skibet, heraf 31 dage med søsyge, så denne karriere sluttede brat.

Da han kort efter så en annonce i avisen, hvor flyvevåbnet søgte aspiranter til tjenesten som jetpilot, søgte han optagelse sammen med 100 andre. Efter 1 uges optagelsesprøver var der 22 tilbage, som begyndte på flyveskolen Avnø. De blev i hold på 8 sendt til Alberta – Midten af Canada – for at blive færdigudannet som piloter. Det var en kæmpe oplevelse for den 18-årige Finn, som ikke før havde været uden for landets grænser. Han fik kørekort og bil - på en lidt længere orlov kørte holdet til Mexico og tilbage igen. Nitten år gammel fik han flyvervingerne på uniformen. Af de 22, som startede på Avnø, blev kun 5 piloter. Resten blev kasseret af forskellige grunde. Efter endt uddannelse i Canada gik turen til New York, hvor valget var, at flyve hjem med SAS på 1’ klasse eller sejle hjem med den norske Stavangerfjord, som var kendt for deres mange smukke kahytsjomfruer ”Alle valgte Stavangerfjord” og flere fik kærester og blev senere gift med en af pigerne. For øvrigt troede Finn han havde sparet 28.000 kr. op, men da han kom hjem havde hans mor brugt de fleste penge, og der stod kun 620 kr. på hans konto. Et tab der satte ham meget tilbage økonomisk, da han havde fundet en pige, han ville giftes med, men økonomisk ikke havde så meget at gøre godt med.

Finn blev efterfølgende uddannet på Thunder Jets og Hawker Hunter Jets. Flyvevåbnet var på den tid langt større i antal end i dag, godt 200 maskiner mod 30 – 40 stk. i dag. Det var et yderst farligt job, i de 10 år Finn gjorde tjeneste i flyvevåbnet i perioden 1956 – 1966, faldt 89 fly ned, og 47 piloter mistede livet. I de sidste 5 år af sin tjeneste var Finn instruktør i uddannelsen af nye jetpiloter. Da han kun var reserveløjtnant og ikke kunne få sikkerhed for varig tjeneste, tog han imod en anmodning et mindre flyselskab ”INTERNORD/AERONORD” om at blive pilot her. Selskabet gik fallit efter 2 år. Sterling Airways ansatte ham derefter, og han blev hurtig luftkaptajn (1968 – 1993). Det blev til mange fantastiske oplevelser i dette selskab, hvor man fløj med at muligt og løste mange forskelligartede opgaver rundt om på kloden. Der var ugelange safariture, globetrotter ture, flyvning med olieboremateriel i Alaska og andre steder. I denne periode kunne man godt være væk fra Danmark i op til flere måneder, men koner, og familie i øvrigt, havde rig lejlighed til at besøg Finn ved de forskellige destinationer, hvor han opholdt sig i kortere eller længere tid.

Sterling gik dog også konkurs og blev overtaget af Spies, hvilket gjord, at Finn tog imod et tilbud om at blive chefspilot i EVA Air på Taiwan med delvis fast bopæl her i 4 år. Finns kone kunne besøge ham i lange perioder og med ham tage rundt i forskellige lande som New Zealand, Australien og Honolulu.

Desværre fik Finns kone konstateret kræft og døde kort efter.

Finn tog hjem til Danmark og søgte jobbet som skipper på Frederiksborg Slots Sø, som besejler Danmarks smukkeste sømil. Båden stammer fra Jutlandia og blev købt af 340 Hillerød-borgere, bliver drevet uden offentlig støtte og giver et pænt overskud til at uddele til værdigt trængende – specielt ved højtider.

Lidt Facts fra Finns farverige fortællinger fra sit spændende liv:

Lufthavne inddeles i A, B, C, D. På A kan alle uddannede piloter flyve. På D kan kun specielt uddannede til destinationen flyve. 305 flyselskaber må ikke flyve på Europa. Vægtfordelingen i et fly er særdeles vigtig. Engang da Finn fløj fra Cairo med en stor last af postsække kneb det gevaldigt med at komme i luften, sækkene var angivet at veje 7,8 kg pr. stk. men vejede 16,1 kg i gennemsnit, da man efter landingen kontrolvejede sækkene. EVA Air på Taiwan har aldrig haft et uheld med dødelig udgang.

Hvad er forskellen på en smørlanding og en landing, som giver et kraftig bump i maskinen, når landingshjulene rammer landingsbanen. Smørlanding skulle Finn altid foretage, når Dronningen og Prinsgemalen var ombord. En smørlanding slider voldsomt på landingshjulene, så de kun holder til 8 – 9 starter og landinger mod flere hundrede ved normal landing.

Sterling Airways var ca. 7 - 8 gange større end Spies. (Antal fly).

Næste morgen skulle Finn tidligt op og til lægetjek. Pensionsalderen er 80 år som søskipper, men man vil gerne have, at han fortsætter 2 år endnu - ikke mindst fordi, at det er ham, der sørger for reparationer og vedligeholdelse af skibet.

Det blev en afslutning på foredragssæsonen, vi sent vil glemme pga. en helt unik foredragsholder

Finn Sylvest Jensen!

(Finns søn har været oldermand i Kr. Såby Bylaug og nabo til sognepræst Joachim Stender.

Stender opfordrede for nogle år siden Finn til at komme i kirken og fortælle om sit spændende liv – det blev optakten til rigtig mange foredrag rundt omkring).

 

Referent:

Sv. Aage Jørgensen

_______________________________________________________________________________

Intis-solguden

Referat fra foreningens aftenmøde i Aktivitetshuset Tølløse den 8. februar 2018.

65 deltagere

Foredragsholder, globetrotter og guide Kim Greiner, Borup  fortalte om 'En rejse til Peru'  som han  i 2005 foretog med sin hustru i regi af Topas Rejser.  Han er uddannet parkingeniør og har som sådan haft en ledende stilling på Landbohøjskolen i Kbh.

Flere forskellige indianerkulturer har afløst hinanden i Perus befolkningshistorie, men det er inkaerne, som er de bedst kendte.

 

I 1532 besejrede spanierne Inkariget, som strakte sig fra det nuværende Ecuador og 4500 km sydpå. Ved den erobring blev landet stort set tømt for inkaguld. I 1572 henrettede spanierne den sidste inkakonge, og en rig kultur gik til grunde. Inkariget var et usædvanligt velorganiseret samfund. Heldigvis viser utallige arkæologiske fund og ruiner fra inkatiden, hvordan livet dengang formede sig.

 I 1821 erklærede landet sig selvstændigt. Peru er ca. 30 gange større end Danmark og har ca. 31 millioner indbyggere. Befolkningen er katolikker dog mest om søndagen i kirkerne. Noget af inkakulturen findes stadigvæk afsides steder med en vis tilbedelse af moder jord og solen/solguden.

I Peru deler Andesbjergene sig i 3 parallelle nord/sydvendte bjergkæder. Derved har landet 3 geografiske regioner.  Den op til 150 km brede kystslette er for det meste gold, regnløs ørken, der stedvis afbrydes af frugtbare oaser.

I bjergområderne, der var inkaernes højborg, er der god landbrugsjord i dalene og befolkningen bor i tusindvis af små landsbyer. Klimaet svinger mellem de lune dalbunde til isende kolde bjergtinder med evig sne på toppen. Det højeste bjerg er på 6.768 m over havet. Højdesyge er noget, som mange turister med rette frygter, da mange turistbesøg og vandringer finder sted i 3 – 4000 m højde.

Hovedstaden Lima er lige som andre større byer pænt rydelig og renholdt. Dog findes der uden for de større byer store slumkvarterer, hvor rengøringsstandarden af gode grunde er en helt anden. Efter Lima fortsatte turen til bjergbyen Chivay med efterfølgende besøg i Colca Canyon, hvor Kim så flyvende kondorer på nært hold. Alle steder langs vejene og i byerne var der kvinder og børn, som solgte lokale varer - så som farverigt tøj, frugt, og smykker - og de stillede sig til rådighed for nogle gode fotos (dem havde Kim rigtig mange af). Turen gik nu videre til Titicacasøen, hvor Kim besøgte indianerne på de flydende sivøer. Uroindianerne bor i huse af siv, sejler i både af siv og sågar spiser denne siv, som kun gror i Titicacasøen. En af de lokale indianere hjalp i sin tid Thor Heyerdahl med at bygge sivbåden Ra2.

Turens højdepunkt var 4 dages vandring på den ”originale inkasti” til den glemte ruinby Machu Picchu, som spanierne aldrig opdagede pga. dens afsides beliggenhed. Ruinbyen blev først opdaget i 1911 af den amerikanske arkæolog Hiram Bingham. Byen er også det eneste sted, hvor en statue af inkaernes solgud Intis er bevaret. Alle andre steder i Peru ødelagde spanierne statuerne af solguden.

Efter opholdet i ruinbyen gik turen i bil ad en halsbrækkende rute over Andesbjergene ned til Amazonjunglen med efterfølgende kanosejlads ad Alto Madre De Dios floden gennem Amazonjunglen til guldvaskerbyen Colorado beliggende ved flodbredden. Her var der en masse aktivitet i folks forsøg på at finde det kostbare guld. På den 5 dages kanosejlads, under særdeles primitive forhold, prøvede Kim at spise stegt marsvin og stegte palmelarver (turen på floden er senere udgået af Topas Rejsers program, da flere havde klaget over, at forholdene var for primitive).

Via hovedstaden Lima gik turen senere hjem til Danmark.

Kim Greiner, som er 72 år gammel, har indtil nu besøgt 67 lande og vil gerne søge optagelse i ”De Berejstes Klub”, men for at blive medlem skal man have været i lige så mange lande, som man er gammel, dvs. Kim mangler at besøg 5 lande. Hans intention er i 2018 at besøge de 5 manglende lande, inden han fylder 73 år og blive meldt ind i klubben. Foreløbig har han planlagt en rejse til Hviderusland og nogle rejser til nogle af landene på Balkan.

Referent

Svend Aage Kejlskov Jørgensen

_________________________________________________________________________

 

Referat fra foreningens første aftenmøde i 2018

52 deltagere

Aftenens foredragsholder,  fritidsarkæolog og detektorfører Kenny Thygesen.

Kenny er også næstformand i Lokalhistorisk Forening for Jernløse og bosat i lokalområdet.

I de senere år er brugen af metaldetektorer, på de danske marker og andre steder, blevet vældigt populært!

Kenny startede sin karriere med metaldetektoren for 15 år siden og er tilknyttet Museum Vestsjælland, han uddanner nye detektorførere og ved flere lejligheder også politiet, som nu også bruger metaldetektorer til efterforskning. Brugen af metaldetektor har været kendt siden Graham Bell i 1876 skulle finde et projektil i en dræbt amerikansk præsident med en detektor, han havde opfundet.

Et væsentligt udgangspunkt for detektorfolket er at lede i gamle skrevne kilder. I 1600 tallets bonitetskort oprettet for at beskatte jorden efter boniteten, findes der mange værdifulde oplysninger.

Også bynavne helt tilbage til jernalderen 3 – 400 år e. kr. f.eks. byer med endelsen ”løse”. Fra stenalderen findes der ikke ret meget metal. Først i efterladenskaber fra bronzealderen findes der flotte genstande med metaldetektoren, desværre ikke særligt mange fund fra den tid i Vestsjælland. Først fra middelalderen (400 – 1400 e. kr.) er bl.a. mange store møntfund. I Jyske Lov fra 1241 dukker betegnelsen ”danefæ” op ”død mands gods”: hvad der findes i jorden ingen ejer – det er kongens.

 

Mere end en gang har detektorfund ændret historieskrivningen i Danmark, og der er aldrig fundet så mange nye lokaliteter som nu. Brugen af metaldetektor i Sverige og Norge er meget restriktiv, hvorimod England har et mere afslappet forhold til brug af detektor. I de senere år er nedbrydningen af metal i jorden forstærket (klimaforhold?): emalje og forgyldninger som man for 10 – 20 år siden tit så på fund, er i dag ofte helt forsvundet. På en måde er det godt, at detektorfolkene er så aktive.  – fra 2013  er antallet af fund steget fra 5.550 fund til i 2017, hvor man sikkert runder 30.000 fund. Det er en kolossal mængde fund, som museer og Nationalmuseum har svært ved at behandle og vurdere (selv efter yderligere ansættelser), så udbetaling af danefægodtgørelse til de heldige findere kan tage mellem 4 – 6 år.

Kenny viste en film om Nationalmuseets indsats vedr. de modtagne fund.

 

Detektortræf på Lusehøj ved Bohøj på Fyn i 2007 var det første rigtig store træf Kenny deltog i: 3 dage var afsat fredag/lørdag/søndag og dagspressen m.fl. var inviteret om lørdagen for at beskrive de forhåbentlig mange fund, som man ofte får på Fyn. Hele fredagen fandt de mange detektorfolk kun 1 dansk gul enkrone fra 1921. Om lørdagen fandt man ikke noget hele formiddagen. Først om eftermiddagen, da pressefolkene var ved at indfinde sig, dukkede mange spændende ting op af mulden. 3 bronzeøkser og lidt senere 7 stangknapper af guld, og  så dagen reddet på målstregen og alle involverede fik en unik oplevelse.

 

Anlægsarbejder: Kenny har også været involveret i forundersøgelserne ved udvidelsen af motorvejen fra Sdr. Jernløse til Knabstrup. Her fandt man mange ting fra tiden 400 – 700 år e. kr. Dragtspænder (fibulaer), vægtlodder, dragtnåle og kogestensgruber, samt spor efter beboelse.

Eriksholm ved Munkholmbroen: Markerne omkring godset har nogle af Danmarks flotteste middelalder lokationer. De første større fund fandt sted i 1999 og senere er der fundet ca. 400 middelaldermønter fra perioden 1200 – 1450 samt meget andet, vægte, segl m.v. En stor prøvegravning fandt sted i 2013, og er endnu ikke afsluttet. I de senere år har Kenny været kraftigt involveret i udgravningerne, som på flere måder  skete på hans foranledning.

Kenny viste en interessant film fra udgravningsaktiviteterne.

Hørbygaard Tuse Næs: Godseter også en interessant lokalitet, som Kenny har undersøgt nærmere med sin metaldetektor. På et gammelt godskort fra 1772 kan man se de mange små gårde og huse, der den gang var tilknyttet godset og som ikke findes mere, bortset fra, at museumsfolk og detektorfolk finder en masse efterladenskaber i jorden bl.a. rigtig mange mønter fra jernalderen over vikingetiden til i dag.

 

På en lokalitet ved Slagelse har Kenny også været involveret i en række af flotte detektorfund.

Vikingehalskæde i sølv – dog i flere stykker, et kors fra 1050 med treenigheds symboler, en sølvbarre på 250 gram, diverse fragtmenter med symboler. Fra tidlig middelader; vikingenøgler, dragtspænder, hængesmykker m.v.

Alle fund fra før 1536 (reformationen) er danefæ og skal afleveres til Nationalmuseet. Det samme skal store sølv og alle guldmønter op til vor tid.

Kenny sørgede for, at vi fik en uhyre interessant aften og et godt indblik i hvad detektorfolkene foretager sig, når de går rundt på markerne og andre steder med deres metaldetektorer.

”Foreningen har en busudflugt til Koldinghus og Kongernes Jelling d. 8. september 2018.

Den årlige udstilling af særlige detektorfund 2017 i Danmark er flyttet fra Nationalmuseet til Kongernes Jelling fra ultimo januar 2018, og vi er så heldige, at vi har 2 detektorfolk med, som har nogle af deres flotte fund udstillet i Kongernes Jelling.

 

Referent

 

Svend Aage Kejlskov Jørgensen

_________________________________________________________________________