Elverdamsmøllens akvædukt

Hesle å og akvædukten


Dams mølle eller Kroen ved Ellebro Dam

Møllens placering forekommer nærmest absurd. Men ser man på højdekurverne, så ligger møllen/kroen på en svag forhøjning i forhold til den omgivende mose. Den får sit vand ad Danmarks nu sidste bevarede akvædukt helt fra Røde Kilde længere op ad dalen ved Hesle Mølle. Det har været et kostbart og besværligt anlæg. Det er som om vandet med al vold og magt skulle føres frem til dette sted. Møllen ligger der, hvor Fristrups vang, Ordrups jord og Nyrupvang (også kaldet Damvangen) mødtes. Det er det yderste nordlige hjørne af Åstrups jord. Som mølle et besværligt sted, for det var svært at få det fornødne fald på vandet. Og så det var også et problem at komme af med vandet bagefter.

Til gengæld var møllen som kro yderst velplaceret! Så hvad man tabte på gyngerne, blev måske vundet på karrusellerne. Elverdamsmøllen var allerede i Scavenius' tid (han overtager Aastrup i 1664) en fæstegaard under Åstrup. Den havde fået et jordtilliggende på ca. 3 td land, men kromanden kunne også fæste mere jord, hvad der fremgår af et fæstebrev fra 1833.

Hvor gamle er møllen, kroen og akvædukten? 

Allerede Valdemar Atterdag satte vandløbenes udnyttelse i system. Intet vandløb måtte nå ud til havet uden at have gjort nytte! Han nedsatte en kommission, som havde til opgave at holde øje med vandmøllerne. Kronens indtægt var det såkaldte tolderkorn, hvor 1/8 del af en skæppe gik til kronen.

Toldkoppen (mølleprivilegiet) blev først afskaffet i 1917! Udtrykket ’rundhåndet’ stammer fra den tid, hvor mølleren med rund eller snarere hul hånd gik hen over toldkoppen og derved også sikrede sig selv ekstra indtægt. 

 Vi ved, at der har været en del vandmøller i Elverdamsdalen, allerede i middelalderen. F.eks. Hesle Mølle og Fristrup, som var i kirkens eje, kan føles i forskellige testamenter og overdragelsesdokumenter. Af de ældste skrevne kilder fremgår det, at de fleste møller var i kirkens eller klostrenes eje, eller var kongsmøller. Fristrup Mølle, som i 1583-84 omtales som Fristrup mølle ved Elbro Dam var delvis ejet af kongen, Hesle mølle var ejet af Antvorskov Kloster.

Et historisk anlæg

I arkiver og protokoller er det ikke muligt at følge møllen og kroens alder længere tilbage end midten af 1600-tallet.

Der er tale om et historisk anlæg, som må betragtes som omfattet af fredningsbestemmelserne for historiske anlæg i landskabet. En nøjagtig datering foreligger ikke, men det anslås etableret mellem 1573 og 1609.

Et stykke efter Sømøllen bliver vandet ført over et jorddige, som ved foden anslås til at være 4 m. bredt. Det er bevokset med brændenælder og rød hestehov. Højden varierer som følge af udskridning, erosion og mosegrisenes aktivitet, men har oprindeligt skulle sikre et jævnt strømforløb. Jorddiget begynder, der hvor Hesle Å når de lavtliggende jorder langs med Elverdamsåen. Vandrenden er fra gammel tid tætnet med blåler. Til sidst blev vandet oprindeligt ført over Elverdamsåen ad en egetræsrende, der sikkert har hvilet på krager, sådan som de kendes fra ældre billeder og bl.a. fra flere vandmøller, herunder Hesle Mølle og Fristrup Vandmølle og Sømølle. Alt i alt skulle vandet transporteres over en strækning på 1 km fra Hesle Mølle til Elverdam.

Af et gammelt postkort fremgår det, at der frem til 1940’erne har ligget en møllesø til højre for møllerenden. Af mølleregistret fremgår det, at Anders Jespersen kunne registrere spor af en forbindelse mellem møllesøen og Elverdamsåen. På trods af hvad Jespersen antyder, kan det kun have været et overløb. Højdeforskellen tillader ikke at føre vand fra åen til en møllesø.  

Selve møllen og møllekroen nedbrændte og blev genopført et par gange. Første gang i 1731, hvorefter ejeren, fru Vibeke Juel til Aastrup investerede i en ny bygning. I1734 anmoder hun om en fornyelse af kroprivilegiet for Elverdamsmøllen. Derved står det fast, at der har været en privilegeret kro og en fungerende mølle. Efter branden i 1848 blev møllen og kroen placeret på hver sin side af Elverdamsåen.

 

Allerede i 1600-tallet var der problemer med vandtilførslen, diget og akvædukten:

  I matriklen fra 1680’erne betegnes møllen ved Elbro Dam som øde. Den beskrives som en lille mølle med kun én kværnsten og det foreslås ikke at udvide dens kapacitet formedelst mangel på vand saa  at den halve Del af Vandet , som kommer fra Sømølle sis bort førend det kommer til Elverdam.  Mølleren maa ogsaa holde et dige ved lige på 400 faune, hvorved vandet kan have sit løb fra møllen igen, saa Mølleren beklager sig  storligen:  bemeldte diger og Render koster meget om aaret at holde ved lige.’

Af disse diger efter møllen er der ikke spor tilbage i landskabet.

Forholdene omkring vandrendens sidste strækning er meget rodede. I 1930’erne blev landevejen fra Dyvelslyst til Kragebro rettet ud. Hvor man tidligere havde måttet sno sig ned mod åen ad de stejle skrænter gennem Broskoven, blev der gravet ud og tilført en hel del jord, således at visse spor af vandtilførslen til Elverdamsmøllen er forsvundet. Det forlyder, at der skulle ligge et rør under Hovedvejen.

 I forbindelse med en omlæggelse af Kvarmløsevej blev vandet fra Hesle Å rørlagt fra Hesle Mølle og indtil et sted bag Sømøllen. Her bliver det igen et åbent vandløb, som efter nogle 100 m. føres over jorddiget. Oprindeligt gik Kvarmløsevejen mellem Fristrup Vejrmølle og Vandmøllen

Så sent som i 2009 løb vandet i renden over akvædukten ved Elverdamsåen og videre til det, der blev kaldt grosserer Poul Tholstrups[1] fuglereservat ved landevejen. Det var et kunstigt anlæg med en sø og småøer og mærkelige kampestensarrangementer. Han lod vandet føre gennem sine nyetablerede søer og kanaler og vandfald men stadig til sidst under Hovedvejen og gennem Amtsskelrenden til Elverdamsåen. (Kilde: Bent Gottfredsen).

Selve akvædukten er i nyere tid af grosserer Tholstrup (1950’erne?) udskiftet med betonelementer, som understøttes af en grim konstruktion af betondragere. Tholstrup erhvervede i 1969 Hesle Mølle alene med det sigte at sikre, at vandet fra Røde Kilde nåede til fuglereservatet.

Tholstrups fuglereservat har fuldstændigt ændret forholdene efter akvædukten. En del af anlægget med et observationsskur og fuglekøje er nu delvist tørlagt og mere eller mindre forsvundet i et tæt buskads.

Aktuel situation pr. 28. januar 2017

Den første del af Hesle Å/Røde Kilde er synlig ved Hestemøllegaard. Herefter er den rørlagt.  

Først efter Sømøllen, øst for Kvarmløsevej bliver den igen et åbent vandløb og derfra blev vandet oprindeligt ført ad vandrenden på jorddiget langs med den lavtliggende mose over en længde på flere hundrede meter. Alt i alt skulle vandet transporteres over en strækning på 1 km fra Hesle Mølle til Elverdam.  Diget anslås ved foden at være ca. 4 meter bredt, men flere steder er bredden svær at bedømme som følge af udskridning. Der hvor diget begynder, strømmer hovedparten af vandet  i en bred drængrøft på syd- og derefter østsiden af diget. Hesle Å (Røde Kilde) løber således nu direkte ud i Elverdamsåen.

Før og efter akvædukten er renden over ca. 20 m. befæstet med fortovskantsten (beton). På disse kantsten har det okkerholdige vand efterladt et ca. 20 cm højt vandmærke. Selve renden er nu sunket i forhold til akvædukten, så vandet  vil have svært ved at komme over åen. Akvædukten er i dårlig stand, utæt og delvis undergravet. Vandrenden mellem akvædukten og landevejen er endnu klart synlig, og kan følges over flere meter som en 60-70 cm. bred grøft hen til Elverdamsmøllen. Et stykke fra vejen bliver vandet så ledt hen til fuglekøjen og herefter forsvinder det.  På den anden side af hovedvejen ses den fredede betonrende, som har ført vandet til møllen.

 



[1] Poul Tholstrup, ostegrosserer, 1898-1986. Amatørornitolog, bilejer og motorsportsmand.

 

 

 

 

  • Den tørlagte møllerende (foto Ejlif Rude)

  • Rendens sidste bevarede strækning efter akvædukten (foto Ole Olsen)

  • Kort fra 1890.